Afsn. 35: Medicin og sygdom
Submitted by Mugen on Thu, 19/03/2009 - 09:50
Man behøver ikke medicin når man er sund og rask. Medicin bliver først vigtig når man er syg. Læger diagnosticerer sygdom og udskriver den passende medicin. Der er mange sygdomme og derfor findes der mange slags medicin. Ikke desto mindre, har de alle samme formål: at helbrede og tilvejebringe den oprindelige, sunde tilstand.
Det er det samme med buddhisme. Fundamentalt er vi alle sunde, uden én eneste sygdom. På grund af uvidenhed, opstår der lidelser i sindet. Disse lidelser kommer til udtryk på mange forskellige måder, og derfor findes der lige så mange forskellige buddhistiske belæringer som kur for disse lidelser. Ikke desto mindre har alle disse belæringer samme formål: at genoprette vores grundlæggende beskaffenhed.
Opvågnen og oplysning drejer sig ikke om akademisk kendskab til eller viden om buddhistiske belæringer. Fuldt opvågnet betyder, at uvidenhed er udryddet og at man har opnået den fuldkomne befrielse. Belæringer kan tilskynde denne tilstand, men de kan ikke erstatte den. At gribe fat i belæringerne alene som genstand for studier er det, som kaldes for at gøre medicin om til sygdom.
(overs. fra Dream Conversations af Muso Kokushi, trans. Thomas Cleary)
- Mugen's blog
- Login to post comments
Comments
Teori og praksis
Ja, når man er blevet rask, er der ikke brug for medicin. Den kan faktisk være giftig. Buddhas belæringer er fuldstændigt overflødige for en buddha (op-vågnet person). Det er derfor jeg er så kritisk overfor teoretisk buddhisme.
Lige netop dette brev peger også på, hvorfor Muso forlod Tendai og Shingon buddhisme til fordel for Zen. Da hans Shingon lærer døde (en svær og smertefuld død), gik det op for Muso, at problemet om liv-og-død (dukha) ikke kan løses ved belæringer alene. Efter 100 dage i bøn og meditation tager han navnet Muso Soseki og begiver sig ud for at træne zen.